7 tips til at gøre dig til en content creation specialist

Casper Bjerg
skrevet af Casper Bjerg
5 minutters læsning
09. januar 2019

Content er hot. Rigtig hot. Vi kræver alle mere content. Informationssamfundet er gået amok. Vi er tossede med at læse blogs med ny viden, der interesserer os. Med internettet og de sociale medier er det blevet mere tilgængeligt, og vi kan nemt følge den nyeste viden fra både udland og indland. Kort sagt – vi har bedre muligheder end nogensinde før, for at blive eksperter – men hvordan gør du det til en fordel for dig selv? 

Er du marketingsansvarlig eller har du blot en passion for marketing, så kommer du ikke uden om at content og marketing er meant-to-be. 

91% af alle der arbejder med B2B marketing bruger aktivt content, som en del af deres marketingsstrategi.

Heldigvis da, så er vi måske snart over reklamestrømmen med tomme budskaber. Men, vi er ikke helt i mål endnu. For det at bruge content i ens marketing er jo ikke sammenligneligt med at producere god content. Derfor får du mine 7 tips, der hjælper mig med at være på forkant.

Ligegyldigt hvilken form for indhold jeg skaber, så er der nogle rutiner, der har hjulpet mig til til at blive skarpere i min content creation.

 

7 tips til at forbedre din content creation

  1. Hold dig ugentligt opdateret på nyheder inden for din industri
  2. Hav fokus på hvem din målgruppe er, og hvad der interesserer dem
  3. Skab din egen stil
  4. Producer indhold på fast basis
  5. Forstå virksomhedens mål, og sæt dine egne delmål
  6. Kom med holdninger, ideer og løsninger – ikke blot informationer
  7. Skab et netværk, og brug det aktivt

 

1. Hold dig ugentlig opdateret nyheder inden for din industri

Der er flere fordele ved at holde sig up-to-date med hvad der sker inden for ens industri. Den oplagte er selvfølgelig, at man har den nyeste viden og kan dele ud af den og sætte den i virksomhedens perspektiv. Men det giver også en bedre forståelse af hvorfor der sker ændringer. Man får en bedre kontekst, hvilket gør at du faktisk har noget baggrundsviden, som giver dig muligheder.

Jo mere du forstår et emne, jo bedre kan du komme med egne holdninger og anbefalinger til det. Et godt værktøj til dette kan være at benytte LinkedIn og følge nogle af de udenlandske eksperter inden for din industri samt samle en liste med dine 3 foretrukne informationskilder.

 

7 tips til at gøre dig til en content creation specialist 1

 

2. Hav fokus på hvem din målgruppe er og hvad der interesser dem

Du ved allerede at det indhold du producerer, skal være henvendt din målgruppe. Men har du nogensinde forsøgt at finde ud af, hvad for noget indhold de faktisk efterspørger? Udover at måle på de resultater du får fra dit eget indhold – eks. hvor meget trafik en blog får eller hvor mange likes du får på et Facebook-opslag, så kan du måske få hjælp fra dit netværk.

Som nævnt før, så kan de sociale medier være et godt sted at finde inspiration til indhold. Og endnu bedre, så afslører de sociale medier også hvor godt den information er blevet modtaget. Kig på hvad din målgruppe interagerer med og overvej om ikke, dette bør være et emne, du skal producere noget content omkring.

Personligt holder jeg meget øje med, hvad de store internationale marketingsfora debatterer og udgiver, for at indsamle inspiration og viden om hvad der er “hot”.

 

3. Skab din egen stil

Personligt så mener jeg, at der skal være liv og sjæl i det indhold man producerer. Det er ikke mange år siden, at alle større danske virksomheder mente, at indhold skulle være meget konservativt, da alt andet var uprofessionelt. Det har vi heldigvis set en ændring i – for hellere være spændende for mange og “forhåbentlig” afskyet af få – end at være kedelig for alle.

Jeg hører ofte virksomheder sige, at deres kommunikation helst skal være så professionel som muligt og dermed menes konservativt og traditionelt. Men hvem har bestemt at en frisk tone med sjæl er uprofessionelt?

Min anbefaling er, at du skal finde en tone og stil, der gør din læsning spændende og relevant – og som er i tråd med dit brand. Du kan være nok så meget “ekspert”, men hvis din viden ikke formidles optimalt, hvor mange tror du så vil læse det?

 

4. Producer indhold på fast basis

“Du bliver hvad du spiser” siges det. På samme måde kan det siges, at hvis du ikke skaber noget indhold, så bliver du formentlig heller ikke god til det. Øvelse gør mester og content creation er en af de discipliner, hvor dette virkelig kommer til sin ret.

Jo mere du producerer, jo mere data får du om hvordan det modtages – samtidig med at du også bliver bedre. Som marketingsansvarlig kan det være nemt at lige lægge til siden, da der er et hav af andre opgaver.

Det kender jeg selv alt til. Mit bedste tip er, at blokke et fast tidspunkt ud, som er afsat til indholdsproduktion, så det bliver gjort. Og glem ikke at afsætte tid til dagligt at gå dit netværk i gennem og holde dig opdateret med de seneste nyheder – måske bare 10-15 minutter. Gør det til en vane.

 

5. Forstå virksomhedens mål og sæt dine egne delmål

Du kender måske problematikken, at du faktisk får genereret en masse content og også får god feedback på det. Men ledelsen anerkender måske ikke helt værdien af det?

For at få gode resultater, skal du have virksomhedens mål for øje. Hjælper dit indhold salgsafdelingen eller er det med til at øge dine konverteringer? Sørg for at det er i tråd med virksomhedens mål, og sæt dine egne mål. Der er eksempelvis stor forskel på, om målet med ens indhold er, at øge konverteringen eller om det er at skabe trafik.

For at gøre det nemmere, kan du sætte det i en content marketing plan – hvordan du gør det, kan du læse mere om her.

 

6. Kom med holdninger, ideer og løsninger – ikke blot informationer

Vil du skille dig ud fra mængden af indhold inden for dit emne? Så sørg for at dit indhold ikke blot informerer, men beriger din målgruppe. Kom med dit take på emnet.

Sæt det i perspektiv til dine og/eller din virksomheds erfaringer. Du skal ikke være bange for at dele dine holdninger og ideer – det gør dig blot relevant. Og vær gerne kritisk. Har Google eksempelvis ændret deres algoritme igen, til noget du ikke kan se en fordel i, så er det helt fair at turde kritisere det. Det giver blot respekt at sige sin mening, så længe der er substans bag ordene.

Det der får din målgruppe til at huske dit content er ikke kun den viden du deler ud, men i højere grad hvordan du får formidlet den viden, så den sidder fast i deres hoveder.

 

 7. Skab et netværk og brug det aktivt

Hvis du virkelig vil positionere dig som videnleder inden for din industri, så skal du i gang med at bruge dit netværk aktivt.

Start med at følge nogle af de personer, du synes er mest interessante (videnslederne) inden for din industri og kommenter på deres opslag. Gør opmærksom på dig selv, og få skabt en masse connections. LinkedIn er et oplagt medie til dette, men afhængig af din industri kan andre sociale medier og fora også være interessante.

Jeg anerkender, at der altid er 1000 opgaver at lave som marketingsansvarlig, og tanken om at skulle gøre ekstra, kan virke frustrerende. Men det handler om at skabe rutiner og gøre det til en naturlig del af ens arbejdsuge. Jeg håber at du kan bruge disse tips, til at styrke din content creation.

cta-box-content-mapping

 

Få besked ved nye artikler