14 trin til at lykkes med dit HubSpot website-redesign
14 trin gør din website redesign-proces i HubSpot nemmere og mere strømlinet
At redesigne dit website er ikke noget, du bare lige gør. Det anbefaler vi i hvert fald ikke. Det kræver nøje planlægning, og det er vigtigt, at du har en god forståelse af processen, inden du kaster dig ud i projektet.
Vi deler her den 14-trins proces, som vi selv bruger, når vi redesigner websites. Det lyder måske af meget, men det er der en god grund til. Processen guider dig nemlig igennem hver fase i redesignet af dit website og er bygget til dig, der bruger HubSpot CMS / HubSpot Content Hub. Resultatet af processen? Du kan se frem til et projekt, der bare glider, så du ender med et perfekt slutresultat.
Her er hvad, du kan glæde dig til at blive klogere på:
- Trin 1: Vælg den rette HubSpot-pakke
- Trin 2: Vælg din model for redesign i HubSpot Content Hub (CMS Hub)
- Trin 3: Opsætning og forberedelse af HubSpot
- Trin 4: Website-strategi
- Trin 5: Design og brand
- Trin 6: Wireframing
- Trin 7: Webdesign og kunderejse
- Trin 8: Webudviklingen går i gang
- Trin 9: Tekster til dit website
- Trin 10: Indsætning af content
- Trin 11: Testning af sitet, før det går live
- Trin 12: Tracking og cookies
- Trin 13: Lancering
- Trin 14: Efter lanceringen
Trin 1: Vælg den rette HubSpot-pakke
Tidligere har HubSpot haft en CMS Hub - sjovt nok med fokus på websites. Men alle website-funktionerne er nu blevet flyttet over i deres nye Content Hub, hvor der er fokus på hele kunderejsen på tværs af medier. Virkelig spændende! Men lige nu er du mest interesseret i at få dit website over i HubSpot, så lad os holde fokus på CMS-funktionerne.
Når du går i gang med at planlægge dit HubSpot CMS-website, er det første, du skal beslutte er nemlig, hvilket abonnementsniveau du har brug for. HubSpot tilbyder fire niveauer af HubSpot Content Hub, som hver især tilbyder forskellige funktioner. Det niveau, du skal bruge, afhænger i sidste ende af dine tekniske krav til dit website. Lad os se nærmere på, hvad du kan forvente af hvert niveau i forhold til CMS-funktioner og -værktøjer.
HubSpot Content Hub Free
Som navnet antyder, er HubSpot Content Hub Free helt gratis. Niveauet er rettet mod startups og enkeltpersoner, der tager de første skridt indenfor digital marketing og gerne vil skabe deres egne websites for at vækste deres virksomheder. Selvom det er gratis, får du stadig nogle attraktive funktioner, såsom:
- Premium hosting
- Website themes
- Website drag-and-drop editor
- Sikkerhedsovervågning og trusselsdetektion
- SSL-certifikat
- Automatisk genereret XML sitemap
- Website-analyser
- Live chat
- Sprogversioneringer af website og blog
- Landing pages
HubSpot Content Hub Starter
HubSpot Content Hub Starter er en solid mulighed for mindre virksomheder og startups med et stramt budget, der har brug for lidt mere fleksibilitet i forhold til deres website.
Det tilbyder mere frihed til at tilpasse dit websites udseende til dit brand og inkluderer templates, der er lige til at bruge, så du kan komme godt og hurtigt i gang. Udover alle funktionerne i CMS Free, kan du også glæde dig til:
- Avancerede analyser
- Betalinger
- Calls-to-action (CTA’er)
- Avanceret funktionalitet i formularer
- Personalisering
- URL-tilknytninger
- Teknisk support
- A/B tests
- SEO-analyser
- HubDB
HubSpot Content Hub Professional
HubSpot Content Hub Professional er det foretrukne valg for mange virksomheder, og det er der mange gode grunde til. Her får du nemlig adgang til al den funktionalitet, de fleste virksomheder har brug for, når det handler om websitet.
For langt de fleste SMV’er vil prisen være mere end rimelig, når du finder ud af, hvilke funktioner du kan få fingrene i. Eksempler er:
- HubDB (HubSpots relationsdatabase)
- Brugerdefineret rapportering
- Chatbots
- Avancerede muligheder for multi-sprog
- Content staging (sandbox-miljø)
- Produkter
- Video hosting og -håndtering
- A/B-testning
- Smart content
HubSpot Content Hub Enterprise
HubSpot Content Hub Enterprise er toppen af poppen indenfor CMS. Her får du alt, hvad du nogensinde kan ønske dig af et CMS. Du får selvfølgelig alle funktionerne i CMS Professional, plus yderligere funktioner, hvor det normalt ville være nødvendigt med dyre, skræddersyede løsninger for at få de samme muligheder. Det inkluderer:
- Multisites
- Brugerdefinerede objects
- Adaptiv testning af sider
- Godkendelser af indhold
- Brugerdefinerede webapps
- Lukkede medlemsområder
- Reverse proxy konfiguration
- Partition af indhold
- Single log-in
- Overvågning af websitets ydeevne
Trin 2: Vælg din model for redesign i HubSpot Content Hub (HubSpot CMS)
Når du redesigner et website, er der tre overordnede tilgange, du kan bruge for at bygge dit site på HubSpot.
- HubSpot 1:1 migrering
- Redesign med et HubSpot-tema
- Redesign med specialudviklet HubSpot website
Hver tilgang er forskellig, og det er dine behov, der afgør, hvad den bedste tilgang er i din situation.
Mulighed A: HubSpot 1:1 migrering
HubSpots egen migreringsservice er en hurtig, omkostningseffektiv vej ind til HubSpots CMS. Afhængigt af hvor komplekst dit website er, kan migreringen klares på 2-6 uger.
Migrering er en måde at angribe projektet på, hvis du vil bevare dit nuværende websites navigation og brugeroplevelse, samtidig med at du nyder godt af HubSpot CMS-værktøjerne. Fordi infrastrukturen allerede er på plads, skal du ikke bekymre dig om yderligere vedligeholdelse og administration.
Men husk på, at HubSpots migreringsservice er en standardiseret tilgang, der gælder for alle websites. Det betyder, at du risikerer, at migreringen ikke tager højde for dine specifikke behov og funktionaliteter, og du derfor kan ende med at stå med et website, der ikke præsterer optimalt.
Hvis du holder fast i, at migrering er den bedste løsning for dig, er det en god idé at alliere dig med en erfaren HubSpot-partner, der har været igennem migreringsprojekter med HubSpot før. I al ydmyghed er et oplagt eksempel på en dygtig HubSpot-partner selvfølgelig os. Skal du bruge et bevis? Så læs vores case om CADA, som vi hjalp i mål med at migrere deres WordPress-website over til HubSpot.
Mulighed B: HubSpot-temaer
En anden måde du kan komme godt i gang med HubSpot CMS kan være at starte med et tema fra HubSpots Marketplace. HubSpot har en masse temaer skabt af forskellige partnere og udviklere, der hver især matcher forskellige behov og præferencer. Her kan langt de fleste finde et tema, der matcher forestillingerne om deres nye website.
Men vær alligevel forsigtig, når du bruger marketplace-temaer. Tilpasningen af dem kan være kompleks og tidskrævende. Det kan også være en stor mundfuld at tilpasse dem til dine præcise designønsker og begrænse din evne til at skræddersy brugeroplevelsen for dine ideelle B2B-kunder – noget, der ikke må nedprioriteres, hvis du gerne vil skabe efterspørgsel.
Vi vil klart anbefale, at du kigger mod et af de betalte og højt ratede templates, da de oftest kommer med de standardmoduler, der skal bruges til de fleste websites. Her kan vi anbefale at kigge mod temaer som Sprocket Rocket, Act3, Clean, Power, Atlas og lignende.
Mulighed C: Skræddersyet opbygning
En specialdesignet opbygning af dit website giver dig fuld kontrol over dit site og lader dig skræddersy brugeroplevelsen og optimere ydeevnen. Men hvis du ikke har en eller flere webudviklere internt, får du brug for at samarbejde med en dygtig HubSpot website-udvikler. Men det må ikke kun handle om at få udviklet dit website - det får du ikke resultater ud af alene. Ekspertise inden for website-strategi, tekst, design, brugeroplevelse og udvikling kommer til at hjælpe med at forbedre din brugeroplevelse og konvertere flere besøgende til leads.
Men husk, at skræddersyede opbygninger af websites er den dyreste og mest tidskrævende mulighed, når du vil i gang med HubSpot. Omkostningerne varierer, og projekterne tager typisk 2-6 måneder at fuldføre.
Vores tip
HubSpots migrering er oftest ikke fyldestgørende, så det er sjældent, at den model bliver anvendt. I de fleste tilfælde vil et redesign oftest falde mellem mulighed B og mulighed C, hvor du for eksempel med fordel kan anvende et tema, men udvikle eller tilpasse enkelte moduler, så de matcher dine behov perfekt.
Her er det vigtigt, at du har tænkt over dine konkrete behov, inden du kaster dig over processen. Hav dine behov ved hånden, når du gennemgår temaernes forskellige moduler, så du kan finde frem til dét, der bedst matcher. Du kan oftest se temaernes moduler via deres egne websites.
Vælger du i stedet at bruge en HubSpot-partner, vil partneren ofte have et eller flere tema, som de anbefaler at arbejde med udgangspunkt i deres egne erfaringer fra andre projekter. Så hvis du vil arbejde sammen med en partner om projektet, så ræk ud til dem, før du låser dig fast på et tema.
Trin 3: Opsætning og forberedelse af HubSpot
Der er nogle ting, du kan sætte gang i, lige så snart du har adgang til HubSpot Content Hub / HubSpot CMS, der kommer til at gøre livet lettere senere i processen.
Opsætning af CRM-systemet
Dit nye website skal skabe leads. Men hvordan bliver den indsamlede data ført ind i dit CRM-system, og hvad har du brug for at vide om dine nye leads for at lave den bedste opfølgningsproces?
Gør dig tankerne allerede nu, så du kan kortlægge din CRM-struktur og processer på forhånd. Så får du fra starten en mere glidende overgang og en effektiv håndtering af de leads, der kommer ind igennem dit HubSpot-website.
Tilslut dit domæne
Hvis du kobler dit domæne til HubSpot fra starten og indstiller det som 'ready for publishing', kan du bygge dine sider, som om de var på dit nuværende domæne, selvom DNS record’en ikke er rettet mod HubSpot endnu. Det hjælper med minimal nedetid og sikrer, at dit website er tilgængeligt for besøgende, så snart du er klar til at trykke på den store “live-knap”.
HubSpot har en guide, der hjælper dig med at tilslutte domænet, når du går under dine settings og website.
Opsæt dit SSL-certifikat
HubSpot sørger automatisk for et standard SAN SSL-certifikat gennem Google Trust Services, når du tilslutter et domæne til din konto. Du kan med det samme tilføje det til dine DNS-poster, uden at det kommer til at lave ballade. Det tager normalt et mellem et par minutter og op til fire timer. Når du tilføjer det på forhånd, er du altså sikker på, at dit website er sikret med et SSL-certifikat fra første sekund.
Installer dit tema (hvis du har valgt denne model)
Få indkøbt og installeret dit tema, så du har muligheden for at lege rundt med det, inden du påbegynder udviklingen af dit website. Det kan give dig idéer og indspark til, hvad der er muligt at arbejde med af moduler og designs.
Trin 4: Website-strategi
En gennemarbejdet og detaljeret website-strategi giver dig det solide fundament for et effektivt website, der opfylder dine kunders behov og genererer efterspørgsel. Og det er jo drømmen for de fleste med et website, ikke?
Når du investerer tiden i at udarbejde en website-strategi, sikrer du, at hvert skridt, du tager, er i overensstemmelse med dine overordnede website-mål. Det hjælper dig med at skabe et website, hvor din målgruppe nemt kan finde dig, finde det relevante indhold og konvertere, når de er klar til det. Og så hjælper strategien dig med at tage de rigtige valg i din udviklingsproces, når du er i tvivl. Husk, du skal altid kunne pege et valg tilbage til strategien.
Hvad skal der være med i din website-strategi?
- Målene med dit website
- Din ideelle købsrejse og personakrav
- Om der skal ske ændringer med dit brand/design, eller om det skal fastholdes
- Dine kerneværdier
- En dybdegående gennemgang af dit eksisterende website, gerne med fokus på data. Hvilke sider fungerer, og hvilke fungerer ikke? Der er en masse læring at finde i de ting, der ikke fungerer
- En redirect- og migreringsplan
- Din keyword-strategi for websitet
- Dit websites sitemap
Trin 5: Design og brand
Et tydeligt brand på tværs af dit website (og alle andre andre materialer og medier selvfølgelig) er afgørende, når du skal skabe genkendelse hos din målgruppe og en sammenhængende oplevelse.
Når du skal overveje branding i forbindelse med dit website-redesign, skal du spørge dig selv om:
“Afspejler mit brand tydeligt min virksomheds identitet, værdier og USP’er?”
Når du tænker brand, skal du ikke kun have websitet med i overvejelserne. Dit brand er essensen af din virksomhed, og det er vigtigt, det skinner igennem i alle møder med din målgruppe - både on- og offline. Dit brand skal afspejle din virksomheds identitet og bør integrere dine kerneværdier og USP’er (unique selling points) tydeligt.
Hvis du ikke kan svare rungende ja til spørgsmålet, bør du overveje at kaste dig ud i en branding- eller rebranding-proces. Det er en stor opgave, men værdien, der bliver skabt på den anden side, er større.
Er du i tvivl om, hvad et stærkt brand kræver?
Udførlige brand guidelines
Hvis dit brand skal stå skarpt på tværs af alle kanaler og i alle situationer, bliver du nødt til at have detaljerede brand guidelines. Helt overordnet bør du have styr på:
- Brug af logo
- Farvepalet
- Fonte
- Tone of voice, stavemåder og grammatiske regler
- Visuelt udtryk, og hvordan visuelle elementer bliver brugt i din kommunikation.
Vi har givet HR-virksomheden, Ballisager, en hjælpende hånd med deres visuelle identitet. Læs casen, hvis du vil tættere på det flotte resultat.
Trin 6: Wireframing
At lave en wireframe er ligesom at designe den arkitektoniske plantegning af dit website. Det er en vigtig del af dit redesign, fordi det definerer strukturen, organiseringen af alt dit indhold og brugeroplevelsen.
En gennemtænkt wireframe er grundarbejdet, der i sidste ende giver dig et logisk, intuitivt og brugervenligt website. Det hjælper dine besøgende med nemt at finde rundt på dit site, finde information ubesværet og forstå indholdets flow. Uden en klar wireframe kan du nemt risikere, at dit websites design kommer til at mangle sammenhæng - og så er de besøgende altså hurtigt smuttet igen.
Trin 7: Webdesign og kunderejse
Webdesignet handler helt kort og godt om, at du skal vise de oplysninger, du gerne vil have, at dine besøgende skal se, på den mest effektive og engagerende måde.
Designet skal selvfølgelig tydeligt afspejle dit brand, samtidig med at det fanger dine besøgende og giver dem en brugervenlig oplevelse, når de klikker rundt efter oplysninger. På den måde holder du dem engagerede og giver dem lyst til at blive på dit website i længere tid.
Hvad for nogle overvejelser, skal du gøre dig, når du redesigner dit website i HubSpot?
- Navigationen skal være intuitiv at bruge.
- Hero-sektioner skal effektivt formidle dit centrale budskab på den enkelte side.
- Billedstørrelser og formater skal have en god balance mellem visuel effekt og ydeevne.
- Video og animationer skal bruges strategisk for at forstærke det overordnede budskab og ikke distrahere fra det.
- Overskriftsstrukturen skal være visuelt logisk og optimeret til søgning.
- Responsivitet skal indtænkes fra starten. Du skal designe websitet med mobilvisninger in mente, så du sikrer en problemfri oplevelse på alle skærmstørrelser. Faktum er, at flere og flere bruger mobil eller tablet, når de leder rundt på nettet.
- Sammenhæng mellem siderne er vigtigt, så du guider de besøgende på den rette måde gennem dit website.
Trin 8: Webudviklingen går i gang
Udviklingen gør websites design til virkelighed. Her bliver alle dine design- og funktionalitetskoncepter forvandlet til et fuldt fungerende, effektivt website.
Når du bygger et website i HubSpot, indebærer det ofte udviklingen af website-temaet, skabeloner og moduler samt brugen af HubDB-drevet indhold (hvis du har adgang til det lækre værktøj i Professional eller Enterprise), så de matcher dit brand og behov. Vil du vide mere om, hvordan du kan bruge HubDB til at skabe et endnu stærkere website, så ræk ud til os.
Der er selvfølgelig nogle overvejelser, du bør gøre dig, når du skal i gang med at udvikle dit nye website:
- Redigerbarhed – dit website skal være let at redigere, udvikle og vedligeholde for jer. Ellers kommer det hurtigt til at stå stille, mens din virksomhed udvikler sig. Og så er det ikke meget værdi, det kommer til at skabe for dig. Dine udviklere skal sikre, at skabeloner og moduler er genanvendelige, så du har fuld kontrol over dit website. Men de skal også finde den rette balance mellem total fleksibilitet og passende begrænsninger, så dine websitesider ikke stikker af i forskellige visuelle retninger.
- Effektiv brug af de forskellige funktioner – Hvis du lykkes med at bruge det brede udvalg af CMS-funktionalitet som blogs, HubDB, webapplikationer og medlemsområder i de rigtige situationer, får du nøglen til at maksimere potentialet af dit HubSpot-website. Så sæt tid af til at sætte dig godt ind i de mange forskellige muligheder.
- Strømlinet kode – jo mere kode du tilføjer til dit website, desto langsommere vil det indlæse. Så din website-kode skal være optimeret for ydeevne.
Vil du vide mere om, hvordan vi udvikler websites i HubSpot?
Trin 9: Tekster til dit website
Indholdet er hjertet på dit website. Det er sådan, du formidler dit budskab, leverer værdi og deler information om de løsninger, du tilbyder. Når det kommer til indhold, skal du sørge for at skræddersy det til dit digitale publikum. Så det nytter ikke noget, at du bare kopierer noget indhold fra din salgsbrochure og sætter ind på websitet. Digitalt indhold skal:
- Være let at scanne hurtigt
- Være nemt at læse - undgå for meget fagsprog
- Være kortfattet
- Have en masse overskrifter
- Tale til dit publikum
- Bruge en konsekvent tone of voice
Trin 10: Indsætning af content
Når du er kommet i mål med opbygningen af skabelonerne og modulerne, kan du gå i krig med at oprette og fylde alle dine sider med lækkert indhold og visuelle elementer.
En lille anbefaling herfra er, at du bruger HubSpot’s content staging-værktøj til at bygge dit website op. Her får du mulighed for først at udfylde siderne og bagefter finjustere og perfektionere indholdet i et kontrolleret staging-miljø. Så er du sikker på en gnidningsfri overgang til dit live site med minimal risiko for forstyrrelser og forsinkelser.
Det er især relevant, hvis du allerede har et website i HubSpot og ikke kan bare arbejde med et midlertidigt URL og sætte siderne live, mens du udvikler. Husk bare at sikre, at dit site ikke bliver indekseret af søgemaskinerne, før du er klar til det.
Trin 11: Testning af sitet, før det går live
Du må endelig ikke glemme at teste, teste og teste lidt mere, når du redesigner dit website. Det er sådan, du finder frem til de potentielle fejl, der skal rettes, og du kan sikre, at alle elementer fungerer efter hensigten og giver den brugeroplevelse, du ønsker dig. Vi anbefaler altid, at du får et team til at teste sitet, og gerne nogen som ikke har været med i processen. Det er nemt at stirre sig blind i sådan en proces, og derfor er friske øjne altid gode at have med, før du går live.
Hvad skal du fokusere på i forbindelse med testningen?
- Funktionalitetstest: Husk at tjekke, at alle links, knapper, formularer, CTA’er, interaktive elementer und so weiter fungerer korrekt på forskellige enheder og browsere.
- Performance test: Kontrollér page speed på websitet, og optimér de eventuelle elementer, der måske sænker den, så du kommer til at give dine besøgende en god og hurtig browsingoplevelse. Det kan du gøre via eksterne værktøjer som gtmetrix eller Googles egen browser.
- Tjek indholdet: Læs tekster på websitet grundigt igennem for at finde eventuelle stave- og grammatiske fejl.
- Test brugeroplevelsen: Navigér gennem dit website for at finde frem til eventuelle brugervenlighedsproblemer og indsamle feedback om det overordnede design og layout.
- Browser- og enhedstest: test dit website på forskellige browsere og enheder for at sikre, at det fungerer på tværs af alle platforme (stor skærm, laptop, tablet, mobil).
Trin 12: Tracking og cookies
Før du lancerer dit website, skal du være sikker på, at du har styr på tracking og cookies. Har du fået dine værktøjer med over, så du stadig kan spore data, når dit website går live? Og har du en cookieløsning opsat, så du lever op til den gældende lovgivning?
Trin 13: Lancering
Nu er det endelig tid til, at alt dit hårde arbejde bærer frugt. Øjeblikket, hvor dit nye website går live og bliver tilgængeligt for resten af verden. Her er tingene, du skal huske i forbindelse med lanceringen:
- Udgiv dine stagede sider (spring over, hvis du ikke har brugt et staging miljø): Nu hvor du har finjusteret dit indhold i staging-miljøet, er det tid til at publicere dem, så de kan ses af eksterne besøgende.
- Implementér redirects: Hvis du har udarbejdet en liste over redirects, som en del af din strategi, er det nu tid til at importere dem i HubSpot.
- DNS-ændringer: DNS (Domain Name System) ændringer er nødvendige for at sende dit domænenavn til den nye hosting server, hvor dit redesignede website er hostet. Opdatér dine DNS-indstillinger, så dit HubSpot-website kan findes for dit domæne. Det gør du dér, hvor du har dit webhotel/domæne hosted (altså ikke i HubSpot).
Trin 14: Efter lanceringen
Når dit nye website er live, er det endnu en gang tid til flere tests, så du kan være sikker på, at alt virker efter hensigten. Tjek for ødelagte links (404 links), manglende billeder eller andre problemer, der kan være dukket op i forbindelse med lanceringen. Det er også en god idé at teste websitets ydeevne på forskellige enheder og browsere, så du sikrer en god brugeroplevelse på alle platforme. Du kan med fordel anvende HubSpot til at køre et website-scan og se, hvor der er fejl.
Husk, lanceringen er kun begyndelsen – Det er vigtigt, du løbende udvikler på sitet, så det fortsætter med at køre som smurt og er med til at opfylde dine mål.
Hvordan kommer du godt i gang?
Virker det som en stor mundfuld at komme i gang med at redesigne dit website i HubSpot? Det er helt forståeligt. Men heldigvis kan processen blive meget mere overskuelig, hvis du allierer dig med en HubSpot-partner, der har prøvet det massevis af gange. Brug vores kontaktformular eller book et møde, og så kan vi tage en uforpligtende snak om dine ønsker til dit nye website og finde ud af, om HubSpot er den rigtige løsning for din virksomhed.
Del artiklen
Måske dette er noget for dig?
Relaterede artikler